søndag den 23. januar 2011

IT

TAL: 1 2 3 4 5 6 7 8 9. - TaL!



Matematisk tegnbrug:
1 = 1

Matematisk sprogbrug:
1 er 1

eller, som det også siges:

1 er lig med 1

eller, som det også kan siges:

1 er det samme som 1


Matematisk tegnbrug har ingen betydning uden ord. Matematik, herunder også de åndssvage fagsproglige kulturer, der gør brug af det matematiske sindelag, såsom f.eks. den medicinal-videnskabelige teknologis opfattelse af kroppen som 1 legeme, hvor man via stofmisbrug eller skalpel kan trække fra og lægge til, så den helbredende ligning, sygdoms-ligningen går op. Eller klimaforskningen, altså de statistiske tåbers sindelag, der vil have jorden til at dreje rundt på en kold måde, istedet for en varm måde. Eller skattestaten med dens systematiske vanrøgt af de danske slægter via personnummerets kobling til informations-tekno-logi. – Matematik er tegnbrug omkring dels skøre sindelag-håndelags sands for en livløs verden, dels blot en særdeles kortfattet, ja symbolsk måde at benævne sandheds-relevante forhold. Om det først sagte eller det sidstnævnte gør sig gældende, afhænger helt og aldeles af troskaben mod ordet, vort kød og dermed vor almindelige menneskelige forstand. Som sagt giver matematisk tegnbrug ingen mening, uden almindelig menneskelig tale-erfaring, altså itale-sættelse af tegnenes betydning: Oversættelse eller sigtet indrømmelse til ordet, vort kød, så vi kan sandse noget tilforladeligt livs-relevant derved.

1=1 kaldes identitets-sætningen, indenfor matematikken. Det kommer af det oldgræsk-latinske -som jeg skriver sådan, fordi jeg ikke skelner mellem oldtidens grusomme misforståelser i det græske og så oldtidens grusomme misforståelser med den romantiske latin, romerriget, det romersk-katolske pavedømme, det tysk-romerske kejserrige, mv. Det kunne såmænd også være perserrigets stupide, romantiske oldarv. Alt samme noget, der desværre ikke er afsluttet endnu. Og blandt andet fordi landets ledere og undervisere i Danmark er skolet til at bære grød mellem ørerne og give det videre til deres studerende og borgerne, ja for ikke direkte at sige, at du jo bare kan slå op på nettet og se, hvordan de latinske-platoniske-kommunistsvin på f.eks. universitas-est-profundis-universitetet i Århus, fortsætter med at dyrke det åndelige landskab, der fører til romerriger, perserriger eller bare: storhedsvanvid, sindssygdomme og falske lægedomme iform af for eksempel hjerneforskning og tyngdekræft i babserne på danske kvinder.

Identitet betyder direkte oversat til dansk, samme. Og det er jo eksemplificeret ovenfor. Ynder man imidlertid at bruge fremmedordet, identitet, så man lyder lidt klogere og dermed kan være uheldig at leve sig ind i en faglig og dermed falsk stolthed - uden grådig tanke for den adgang til kompetence-kulturen og dermed en fast indtægt på overførselsindkomst, som det giver!!! - så kan man også sige: Identisk.

1 er identisk med 1  =  1 er det samme som 1

Samtlige ligninger og den bevisførelses-kultur, der gør sig gældende indenfor matematikken, ja, men dermed også indenfor de fag, hvor ligheds-tænkning gør sig gældende, altså også juraen,  politik og bankverden – de handler om det samme, nemlig, at der er noget, et, der ligner noget andet, to. Og så er det naturligvis klart, at man mister overblikket!!!

Erindre f.eks. de film fra den kolde krigs tid, hvor skurken og heltens opgør foregik i spejlsale. Det var en overgang på mode at have spejle hængende rundt omkring sig. En modelune, der dog ikke var uafhængig af det åndeligt set lave niveau, der gjorde sig gældende på landets universiteter, dermed i folkekulturen (folkekirken, folkeskolen, folkestyret) og mellem de to fjenders fjendebilleder. Det gyselige for mennesket, som man jo blandt andet behandlede i den slags film, jeg taler om, var, at man ikke kunne se forskel. Sådan var det under den kolde krigs romantisk-idealistiske kampe, ja de kampe vi jo desværre fortsat trækkes med, fordi kommunisterne og socialistisk folkeparti-tilhængere, tildels også de håbløse socialdemokrater - der jo sådan set har det ligesom man sagde om fornuftens baghylere, altså de radikale: de véd ikke, hvilken side, de er til! – så at sige er alt for langt inde i folke-tingen, altså folkeviddet, menneskeviddets ånd på dansk grund. Ja, desværre.

Desværre er det sådan, fordi benævnte universitær-stats-politisk-åndelige kræfter er identitets-skabende i omgivelse af spejlsale (billeddannelse), hvor det gyselige som sagt er, at ingen kan se forskel. Og når de så mærker forskel, så sker det ud fra sammenligning. – Dén form for sammenligning, man passende, i forlængelse af det beskrevne og sagte, kan udtrykke som følger: 2 = 2. Med andre ord: Nu er jeg intelligent, nu er jeg kritisk, for nu kan jeg skelne mellem: 1 = 1 og 2 = 2 – og dertil sige: Det er ikke det samme! Eller med atter andre ord: Nu kan jeg blive journalist eller underviser ved de akademiske fakulteter, der vel at mærket har med henholdsvis den danske avis-læser og hele oplysningsforetagendet iform af elever, studerende og borgere i Danmark at gøre.

HØR

Hørelse er derfor påkrævet. Også når det kommer til tegnbrug og som det hedder i den store pulje: Skriften. Derfor siger jeg som sagt, ja derfor gør jeg brug af det fortællende, forklarende, talende omkring det emne, den ting, som overskriften indleder med – i mit tilfælde ud fra det forstandigt oplysende hjerte, jeg giver af til dig/JERT, i forlængelse af ansvaret for mit livs oplysende erfaringer med al VORT.

Tegnbrug bliver oversat til sprogbrug, læs-og-forstå-kultur. Og sproget er her dansk, men dog også et retskrivende dansk. Det er ikke dialekt, nej, for det retskrivende danske er del af den dels efter-rationaliserende, dels forstandigt forløsende bevægelse i menneskelivets udviklingshistorie på jord, der kun kan opfattes som givende, såfremt den medfødte hørelse for gudlivets vidunderlige foretagende som almindeligt menneske, stillet ved sin person, adlydes på ærlig indrømmende vis. Altså også forbliver tro mod hjertet i sit opland, sit modersmål, sit fødeland – uden dog at gøre det til en sag, en fundamentalisme, idealisme, hvilket kræver udtryks-kultur, der ikke falder på halen over det sagte.

Og i det viderebringende, forsynsgivne sigte, kræver det også en samhørig platform, en mødding at aflevere sit lort til. DANMARKS-bladet; først da vil skriftens talemåde kunne bidrage til vor samhørighed, altså udover skriverkarlenes lukkede rum. Skriftens metie vil da blive et ligeværdigt foretagende, der tilsammen og over tid, ville kunne udrense dårligdommenes samfundskulturelle arvesynd: De håbløse gamle retskrivnings og retfærdigheds-foretagender, der intet livgivende nyt vidnesbyrd vil indrømme.

Kort sagt: Er man ingen lydlig sands givet i hjertet som menneske og næres den hjertelighed ikke, bliver den gode hørelse som menneske og for det menneskelige ikke rørt, ikke mærket, ikke indrømmet på personlig svarlig vis op gennem opvæksten – så bliver mennesket dumt. Ja og det er der jo mange eksempler på. Sidst jeg hørte efter, indover medie-strømmen, var det en hids-op-og-kom-herned-spyt-tapir, der med sit islam-slimmede lem i munden, forsøgte at sige noget retfærdigt på dansk grund om sin besættelse. (Vor krigsangst). Men jeg hørte ham dog godt og synes, trods alt, at han, vedkommende, er godt på vej til at lære, hvad menneske-oplysende samfund handler om i sand helligåndsbringende forstand på dansk. Vel at mærke midt i en korrumperende tid, hvor vi, gamle oplyste danskere, jo så også næstekærligst skal trækkes med det og dem med det, den slags - jaså de hjertegode kræfter fra Mellemøsten, Nordafrika, der ellers måtte være, her i Danmark, kan holdes behørigt adskilt derfra. Og ligeså, for at deres børn kan udreddes i livets eget navn, til et godt liv i Danmark, med andre ord holdes fri af det indoktrinerende korantro idioti af selvbestaltede ideologier, der som bekendt gør pågældende håbløse at leve med i vort ellers oplysende samfund på jord.

Det er ligeså forkert at have væbnede konflikter i Afghanistan som det er at bilde sig selv ind, at man tjener livet på jord ved hadefulde bombeflyvninger mod et andet land. Forskellen er imidlertid at sidstnævnte er dummere, al den stund, at det er gjort i helligt navn med et fuldstændig skrupelløst kulturelt foretagende bag sig, der i årevis har dyrket had til vesten, under et. Altså har de pågældende fraktioner af koran-kulturen pisset sig selv i helligdommens hjerte. Og det koster, foruden at stinke ad helved til. - Hvordan kan I komme i tanke om at kalde Jer tro med våben i hånden, ja tro på sådan noget som hellig krig. Det er sguda åndssvagt. Må satans skam ramme de fraktioner, de subkulturer, der overhører fredens budskab og dermed også det fredsbevarende sigte, ifølge hvilket de danske soldater deltager. Ja, de deltager i det sigte og skal fastholdes på det. Desuden sker det med henblik på at stoppe den etniske udrensning, som almindelige, hjertegode afghanere ellers ville være blevet udsat for jævnfør talebans forbandelser, sharia-lort og hvad der nu ellers gøres brug af til at ensrette og undertrykke menneskers liv. - Og til rette vedkommende i Danmark, der lige fandt ud af, at Danmark også engang var besat og således fandt det på sin selvretfærdige røvs plads at gøre opmærksom på den trolige danske oplysningsindsats, der sidenhen er gjort med henblik på fred mellem os, europæiske lande, tillige i hele verden, jorden rundt!!!: Hvis ikke du har andet end hidsig-tapir-spyt mellem ørerne eller med andre fredsommeligt sigtende ord, et ærligt godt hjerte for livet på dansk grund at ytre dig af, så må du og din familie enten forlade Danmark eller tage ved lære af godt mod - på trods af al det ulykkelige, vi alle er kede af omkring satans forfattere af Koranens talebanderi. Forstår du, det handler hverken om at sejre i islam-slim eller i kristus-lus, men om fred og kærelighed mellem mennesker og mellem lande i samfundsoplysende og opbyggelig forstand. Er du givet sådan én?  

Det var iøvrigt rart at se danske kvinder, såsom Fru/Frk. Elleman (den yngre) og Lykke Friis, tilkendegive deres stemmeret som almindelige mennesker, der ønsker et vidunderligt liv for samtlige mennesker på dansk grund, ved at møde op til hids-op-og-kom-herned-spyt-tapirernes møde på det falske kongelige bibliotek. Især, hvad Lykke Friis angår, fordi hun, hos mig, netop også er et eksempel på det tåbelige universal-akademisk-platoniske dannelses-foretagende, der ødelægger eens ellers medfødte signal-værdi som personligt menneske – altså når hørelsen i hjertet hos godtfolk, vidt og bredt, ikke er intakt, så overbæres kan. (Den homoseksuelle lovreligiøsitet; objektivitets-neutral-idealismen, der jo dog også har sine øvrige versioner i de kvinde-udelukkende eller køns-opdelende lovkulturer, hvor kvinden betragtes som mandens ejendom. Den universal-akademisk-platoniske ånds homoseksuelle lovreligiøsitet, som jeg her talte om, det er lovens eller statens, altså et åndsforetagende, hvor mennesket, såvel mand som kvinde bliver statens ejendom. Vi skelner her mellem ligestillings-ideologiske foretagender og så almindelige sand ligeværdighed som personligt menneske med et hjerte for livet på dansk grund).

1 = 2

Det, matematiske udsagn, er ikke sandt, nej, det er usandt, også kaldet falsk. I al fald, ja i hvert fald, når det er matematiske sindelag, der har med det at gøre. De kaldes også idealister. – 1 er et tal, 2 er også et tal, altså gives der en betydning, hvor udsagnet sandseligt set er sandt. De hurtige vil her klandre mig for at gøre en sammenligning eller en overførsel, men det kan de jo så tænke over resten af deres dage, ja eller sålænge de ikke kan læse og forstå, altså høre, hvad der er blevet sagt og videre tales ud fra. Én ting er sikkert: Den slags tåber, der ikke kan finde ud af det, de kan ikke stå i ledelse eller undervisning her i Danmark. Ja måske ikke engang køre taxa, uden at lægge an på søde, uskyldige danske piger. - Lad mig imidlertid hjælpe dem fremover ved at forklare dem, hvorfor de er at betragte som perverse stoddere, sådan rent åndeligt, begavelses-mæssigt set.

Det er et livsmæssigt faktum, at den ene babs på mors barm ikke hedder 1, ligesåvel som den anden babs på mors barm ikke hedder 2. Sådan er det også med drivkræften, instinktet, begavelsen, der gør en kvinde til moderen og et barn til barnet, der skal tages kæreligt af med varm og tryg stemmeføring. Et barn, ja et menneske, tæller sig ikke vej frem i tilværelsen og gør det, bliver samfundet ulideligt at have med at gøre. Er I i stand til at forstå det naturvidenskabelige fornuftsfascister, jeg mener, inden, at I i en sen alder skal til at indse, at I sender Jeres egne børn ind i samme lort, fordi I er rundet af autoritetstro spader, hvis øre i hjertet er justitsial legoland universitas est in profundis. (Gjort i folkekirken, folkeskolen og folkestyrets jeans!).

Hvordan gik det med Jeres ungdommelige seksual-livs-erfaringer i lyset af matematik, kemi, fysik, kvantespring, g-strenge og datalogikken med at trykke på de rigtige knapper, dut, dut - dut? Kan I oplyse den danske befolkning i noget, der vedrører menneskelivets udvikling på dansk grund eller er Jeres ægteskaber blevet et principielt romersk-katolsk, statsborgerligt foretagende i humanistisk kamp for menneskerettighederne, SFs sulte børn i Afrika, Green Peace og Mohammeds sorte hjerter på det kongelige bibliotek? Ja, for nu skal I jo til at betale regningen, derude blandt mennesker, hvor Jeres teknologier og teorier gøres gældende, og så ikke Jeres efterkommere, vort samfund, bliver ligeså fattige som Jer! Jeg mener, vi er jo ikke lig med hinanden, vel! Og da slet ikke uden ordet, vort danske køds menneske-livserfarende indrømmelse gennem opvækst, uddannelse, liv og glade dage. Vel? - Mors babser er EN barm, ik’o’s’, uendelige pubertets-knægte med jeres uendeligt belastende indsats, hvad livets oplysning i al evighed på dansk grund angår. Sådan er modersmålet derfor også at anskue som ET kød, hvis næringsdrivende sigte joså er det oplysende fædreland; vort samfund. - De er ikke lig med hinanden, vel, de er ikke et bryst + et andet bryst, vel. Nej, og desuden hjælper det jo ikke at spørge tyngdekræftens medicinal-tekno-logiske læger i deres steriliserende sammenrotteri med politi og retsmyndighed, indtil så alle er lige for statens tyngdelove, fler-tallets pludre, pludre sandselighed, vel. Vaske, vaske hænder, snakke, snakke, snakke og snik. Har I ingen flik at flakke med?

Må ligeværdige danske landsmænd i sandhed skide Jeres børn i hjertet de næste tre generationer, medmindre I bøder og hjælper til med vort menneskekærelige samfundsforetagende. For hør, sålænge I ikke kan kende forskel på det I har mellem benene og mellem ørerne, med hånden på hjertets slag på tasken, så kan I ikke modtage ydelser fra fælleskassen. Der er ytringsfrihed i Danmark og det handler ikke om logik eller tal, men om at kunne tale ærligt sandt. Da især, når man har med oplysning og undervisning at gøre, tillige skriftens håndelag. Også på nettet, i avisen og så videre. Og hør så godt efter:

Jeg er ikke jeg

Nej, og

jeg er heller ikke lig med jeg

Nej, for jeg er mig – og mit navn er Jens Haarup Mortensen, ja det hedder mit kød og den livsånds-historie det fortæller. Hvad tror I det betyder?  Ja se og hør, haha, for det kan I jo ikke svare på, ejheller i al evighed svare for i vort menneskelevende kød med sin gode tro og deraf givne forstand på opstandelsen, oplysningen, oplivelsen, opvæksten, oplevelsen - og opdraget. Nej, det kan kun jeg svare for og sådan er det at være ansvarlig for sit liv med al vor hjertegode menneskelighed. Hvad giver I? – Det koster 6 millioner kroner (Nykredit: 5479-7216871) og at I følger mit bud. Alternativet er, som det fortsat gør sig gældende: Streng romersk-katolsk statskristendom i henhold til justitsialt håndhævede love i uendelig konflikt med EU, Mohammeds  købmandsprincipper og Messias jødestatsborgere, da det står for det samme, uden at kunne indrømmes af den småt-begavede fællesmængde, som skatte-ret-statens socialdemokratiske bankvirksomhed med sin matematiske administration har indkodet den danske befolkning i henhold til. - Indrømmer i oplysningens livsudviklende sigte og virksomhed med vore bud på vikongelig dansk grund, omkring bånd som ånd og indefra og udefter på hjertelig vis?

***

Det skulle nu og hermed, nok engang, da jeg sikkert ikke er den eneste ene, der kan tale med om dette anliggende, være betydeligt klarere, hvorfor der er mennesker, der i det danske samfund og kanske jorden rundt, havner i samme forvirring med sig selv – og vor tro, altså almindelig menneskelig forstand. Alligevel gentager jeg og uddyber nærmere.

Vi er hver især et unikt, personligt menneske, der aldrig før har levet. Vi er hver især født af en kvinde, der derved bliver til eens mor. Og hun er blevet befrugtet af en mand, der derved bliver til eens far. Noget af det første forældre gør, har i tankerne under den vordende moders graviditet, er at finde et navn til deres kommende barn. Der kan være forskellige traditioner for navn-givning, men almindeligvis ønsker forældre, at deres barn skal have sit eget fornavn, dernæst et eller to efternavne for den slægt, de kommer af. Traditionelt har det været faderens slægtsnavn, hvormed tilhørsforholdet til moderens slægtsmæssige bagland ikke har været fremtrædende ved barnets opfattelse af sit liv, ved sit navn. – Hvad min elskede søn angår, valgte hans mor og jeg, derfor to efternavne, moderens mellemnavn og mit faderlige efternavn. Man er jo sit hjertelige navn og lever ikke i andres, vel!

Under alle omstændigheder vil et menneskebarn vokse op med et navn. Egentlig er det vel blot en velkendt moderlig og faderlig stemme, vi reagerer på, når der kaldes. Men det hører vi så efter, fordi der jo altså nu engang ikke er andet at gøre som barn. Senere lærer vi måske så også at skrive vort navn og dermed høre det i lyset af skriften. Altså oversættes modersmålet og faderlighedens omsorgsfulde stemmeførings lyd – kald ved vort navn – til skrift, syn, hvormed vi før eller siden også lærer at gøre det omvendte, nemlig at omsætte det læste til lyd: Hørelse. Og her går det ofte galt – især for de gamle skriftskulturer, altså for dem, der læser de dødes skriftlige efterladenskaber igen og igen og igen, generation efter generation. Tillige går det galt, når læsningen foregår i en forkert ånd, under indflydelse af forkerte hensigter. Og endeligt går det vanvittigt for sig, når det sprog, der skrives og læses på, intet har med livet at gøre: kodesprog, symbolsprog, fagsprog.

De gamle skriftkulturer stod imidlertid først for skud i den forbindelse. Og det er forklaringen på naturvidenskabens opkomst, med sine produkter i kølvandet derpå, ifølge min mening. Også PCen. Det blotlægger videre, nu i dag, forklaringen på det enorme behov for at kunne stå af et skriftligt adfærdsregulerende samfunds måde at leve på med sine mange skilte og billeddannelser. Ja, fordi de eksakte videnskaber, som de naturvidenskabelige fag også kaldes, herunder de tekno-logiske landvindinger, oven i købet fører en logisk, tænd-sluk, +/-, sandselighed ind i vor sprogbrug, dermed hørelse, så det med andre ord forhindrer eller forstyrrer den forstandige håndtering af livets hjertegode udvikling som person. Den medfødte sandselighed. For ikke ligefrem at sige, at det blokerer: De nye, sandfærdige og ærlige vidnesbyrd, der kan hele og helbrede os, ja give os klarhed, så vi sammen kan klare livets samfund til det bedre. Uden derved at give køb på det personlige ansvar og den oplysningstro frihed, vi tilgiver hinanden med sands og sigte for lige netop dét ærinde.

Naturvidenskaben forsøgte og lykkedes tildels med at sætte mennesket fri af de gamle skriftskulturers enerverende indoktrinering af døde ånders hengemte, skriftlige udtryk – og den grusomme selvretfærdigheds hierarkiske referencer i samfundet, som de skriftstro kulturer medførte. Til den ende brugte natur-viden-skaben menneskets medfødte, egen forstand, såvidt det overhovedet var muligt, set i forhold til at undslippe de koder, de normer, som forældre i samfundene ellers lå under for og derfor opdrog deres børn i henhold til. Den brugte matematikkens ældgamle sprog, der vel menes at udspringe af det vi kalder: geometri. Dets oprindelse placeres ofte hos oldtidens egyptere. - Men det var under alle omstændigheder jordnære opdagelser af solens lys og skygge, nat og dag, årstiderne – og gentagelsen – der afstedkom menneskets voksende indsigter i forholdene på jordkloden. Det naturvidenskabelige-matematiske sprog er således sagt, ja såvidt jeg kan indse, opstået på naturlig vis med menneskets udviklingshistorie og behovene for at bygge, måle og veje tingene i verden, universet. Og bagom universet!!! (Mystikken i matematikken og de forgyldte fejltagelsers løse ender med sine solkonger)

Dermed sagt kommer det nysgerrige, eksperimenterende, logiske, naturvidensskabelig-matematiske sprog og dets fortagsomheder imidlertid også i konflikt med det mellem-menneskelige, vort eget livs faktiske levende stemmeret, følelserne og sandsen ved vor kropslighed. Den personlige hørelse for livet og vidnesbyrdet deraf. Vort modersmål og den forstandige håndtering af vore liv på næstekærlig og agtpågivende, lærerig vis. - Og det tror jeg er baggrunden for, at man begyndte at nedfælde sin hørelse på skrift og tale om livets egen bog eller med andre ord: At overlevere sine livserfaringer til samfundet, fortælle. Altså oplysningens bevægelse, den, der har givet os vort livsgode og et forsyn, et hjerteligt sigte at videreudvikle os på baggrund af, per indrømmende son.

Det var unikt for mennesket pludseligt at få øjnene op for hinanden som værende drevet af samme slags driftige måde at vokse på, gennem menneskelivets aldre. Det var unikt for mennesket at opdage den vidunderlige glæde et varmt og rart liv er. Det var unikt for mennesket på forstandig vis at tro sig vej frem med et samfund omkring den glæde. Og sådan er det hellige, sådan er den helende og helbredende vej med livet af samme grund – betinget af vor indrømmelse deraf, naturligvis, altså af livets faktum på jord, næsten og samfundet derved. Det er oplysningsgaven i ET liv, ET menneskeslægtsbårent kød, der af sammen grund kaldes åbenbaringen. Mennesket er åbenbaret for livets eget faktum, men må naturligvis først, ved sin opvækst, lære at finde sig sin personlige vej i lyset deraf. Vi kender ganske enkelt livet og må jo så følge med i det, sågodt vi kan. – Jeg, Jens, kan ikke løsrives fra Livets faktum, altså må jeg leve det ud fra min krop, mit hjerte og de erfaringer, jeg har gjort mig og fortsat må gøre, for at kunne leve hjerteligt godt videre med slægters gang ved såvel bånd som med ånd. 

Det forstandige hos mennesket er kødeligt givet, altså vor levende krop. Og den er jo sådan set placeret, der hvor man er og bevæger sig. – I mange år kaldte man dét faktum for: At være placeret i rum og tid. Ja, det er grusomt, men det kom altså fra den naturvidenskabelige traditions brug af sproget, ganske som jeg indledte med at forklare matematikkens tal. Og samfunds-kultur-historisk set skyldtes det atomfysikken og den oprustningsmentalitet, der fulgte i kølvandet på anden verdenskrig, altså den kolde krig med sit vanvittige kapløb, om at være hersker over rummet. En oldtidens romantiske renæssance kunne man sige. – Nå, men det forstandigt, kropsligt givne liv, har først og fremmest tingslig kontakt med omverden. Vi har hænder og de er allerede igang ved første babs, så dutten kan komme i munden og den næringsrige mælk indtages. Ligeledes er de første opdagelser sikkert gjort, jeg tænker på redskaber og håndelaget med dem. Byggeri og så videre. Den kropslige forstand, vi er givet er altså næringsdrivende blandt ting, vi kan tage at føle på med hænderne. Der er forskel på ting, men vi er ikke fisk og begår os altså fortrinsvis på landjorden med planter, dyr og sten.

Dem, de ting, har vi givet navne på nøjagtig samme vis, som vi har kaldt vort afkom til os, så det undgik farer blandt de vilde dyr i tidernes morgen, som man siger. Vi kommnikerer og irettesætter hinanden og ligeledes gør vi det i forhold til hændelserne i omgivelsen, vi taler om og håndterer os ved. - Navngivningen af ting bliver også til sted og omgivelser af forskellig slags aktivitet. Et fangstredskab, en fiskestang, vil øjeblikkeligt lede tanken hen på åen eller søen. Og dermed er vore hænders håndtering af omgivelsen og altså også de efterladenskaber, bygninger, vi overtager ladet med hensigter. Vi overtager de hensigter, der ligger i tingene eller omgivelsen ligeså snart, vi bevæger os med dem. Sådan vokser vi op og sandser os vej frem. Og på lignende vis er vore samfund som antydet, ikke blot opstået, men også vokset videre til i dag, hvor vi kender alle lande, alle samfund jorden rundt, foruden at køre rundt i bud og forslag til forbedringer, så vore efterkommere kan få gavn af det!!! – Det er jo ikke alle de nedarvende hensigter i vor samfundsmæssige omgivelse, det er værd at følge op på, ejheller lade sig indtage af.

Indsigt. I forsøget på at imødekomme eller forberede os på, ja forhindre, at de hensigter, der måtte ligge i tingene, de samfundsforhold vi overtager og således arver, ikke løber af med os, jaså forsøger vi at forbedre os med den omgivelse, vi lever ved. Vi dyrker indsigter omkring de hensigter ved tingene, der oftest løber af med mennesket eller endda hele samfund, med henblik på at undgå det løbske. Altimens vi naturligvis også er nødsaget til at fastholde os ved vort livs kød og de velfungerende næringsveje, vi er givet at gøre godt med. Det har så ført os frem til en lang række indsigter omkring vort livs kød. Og de er blandt andet nedfældet i bøger, men også vore ”institutioner”. Endeligt sorterer vi også videre i godt og skidt, hvad de indsigter angår, eftersom det jo er et levende foretagende. (DANMARKs-bladets forsynsgivne pointe).  

Kødet er naturligvis menneskets med sin hjertelighed. Jeg er menneske, du er menneske, men vort livs kød er jo altså også menneskelivets indsigts-erfaringer omkring den hjertegode åndelige, opløftende og oplysende orientering, der meget konkret er at finde i det samfund, man befinder sig i. Her, i det danske, med vort oplysningsforetagende omkring kirke, konge, folketing, DANMARKs-bladets kommende oplysningstro frie presse og så fremdeles, som jeg tidligere har beskrevet det. (Se på bloggen, Jens Haarup Mortensen, under JHM:::Skriften:::JHM og frem, altså opefter).

Et fagsprog har rod i en faglig kultur. Murerne har deres gamle navne for redskaberne og sådan er det hele vejen rundt med de mange ting, steder og omgivelser, vi begår os ved. Sådan er det også med fagsprogene i den akademiske lejr, altså universitets-kulturen. Hovedforskellen på håndværksmæssige fag og så akademiske fag er imidlertid at sidstnævnte ikke kan bruges til stort andet end at skrive bøger og læse i bøger. Og det er alt for dyrt for et samfund at have sådan noget gående, ja og søge at gøre faglige discipliner ud af det til gavn for alle, arh, men så nogen da, ja eller måske kun én!!! - Den grundlæggende færdighed ved det akademiske er skriftens håndelag-sindelag og ikke spor andet. Men af samme grund skal det håndelag jo så også kunne bruges til at oplyse med, altså lade nye vidnesbyrd opstå i tråd med vort kød, modersmålet og fædrelandet – og ikke i tråd med en fastlåst fagkulturel historie, et bundt af meningsløse eller forældede fag, der ingenting er værd menneskeligt set, tager man i betragtning, at de ikke fører til samhørighed, ejheller en bedre hørelse for livet, men derimod splittelse og uforstandigt logisk og administrativt spasseri i midten af det ellers medmenneskelige danske samfunds hellige, altså helende ånd.

Dut, dut – dut.

Akademiske fagsprog er ladet med hensigter, der går helt tilbage til oldtiden. Og de hensigter opretholder I på universiteterne, dernæst videre ud i forvaltningskulturen og skolekulturen. Især også via gymnasiet. Så altså, ja, altså: Hvilken forstandig given indsigtskultur med sine udtryk i det danske samfund, skal forhindre, at omtalte hensigter med sine sprog og sine ting, løber af med den danske befolkning: gør dem syge, voldelige, desperate, psykopatiske, anorexiale, homoseksuelle, etiske, politiske og videnskabeligt lovmæssigheds-dyrkende på tværs af almindelig forstand på land, lov og ret, samt livsførelsen dermed, ja folketingen og hele pibetøjet? Kom så skidesprællere, der ikke har bestilt andet end at suge på lappen og ødelægge dansk oplysningskultur, sandseligt lys og helbred, de sidste 160 år. Er det strafbart ikke at tale sandt i retten, ja altså livretten? Er det strafbart at være den virksomhed i europæisk samfundkulturhistorisk arv, der støber kuglerne til folkedrabene, national-socialistisk statsborgerkultur og så videre? Hvar universitas est profundis og statsministeriummer? – Kan I fatte Jer i korthed eller skal de mundlamme af mellemøstlig herkomst til at føre ordet i vort danske kød, på arabisk?

Havde jeg ikke haft adgang til dette nye medie, uafhængig af den logiske tvang, der indkodes via skatte-ret-statens folkelige program - i min tid, med alverdens politiske palaver indover, grundet den europæiske socialismes platoniske universitær-statsborgerlige vanetænkning og verdenskrige - men altså, såvidt også på grund af logisk og nærmest idealistisk misbrug af læse-skrive-færdighederne, der ellers troligt er blevet indskolet via folkeskolen i ærligt oplysende sigte, jaså var ikke blot jeg død og bortgået.

Kan I ikke lide kritik i Vor Herres egen forstand? Eller er I kun til kritik i fornuftig, universitær, politisk og journalistisk forstand, ja I véd nok, den evne i dyrker til at adskille, hvad der i forvejen er sammenføjet, dén, som I jo udsætter den almindelige danske befolkning for, via Jeres brug af modersmålet og alverdens referencer til alverdens bøger eller når krisen kradser til kluddetæppet af danske love og studieordninger under administration af EU og så lige lidt statskundskab, videnskab og menneskerettigheder…? - Kan I ikke fatte, at I binder ånden, I så gerne vil have og derfor forsker efter i eget røvhul, til skriftens logisk-teknokratiske ordensbegærlige, ja skolastiske statskultur og ikke, jeg gengtager vel at mærke, desværre ikke på livsbekræftende vis lader den indgå til helligåndens sandselige kød, livets gang med al vort i sin oplysende samhørighed. Hvor meget forskningsfrihed har I brug for ude i det iltfattige tomme rum, tomme tønder? Eller hvor mange akademisk-politisk-platoniske doktriner har I brug for til at undlade at høre efter sandheden i vort oplysende folkevid, menneskelige åndsvid i Faderen, Sønnens og Helligåndens navn; henholdsvis Gudlivet, Mennesket og Helligåndens; henholdsvis Kirken, Kongehus og Folketingets?

I er fyret og dømt til døden af Vor Herre – og det er ikke at stå skoleret, men at flytte sin røv og rive bygningerne ned. Samt at undlade at åbne munden fremover, ja indtil jeres børnebørn måske kan begynde at tale et oplysningstroligt dansk modersmål igen med sine gryn af hjertevarm dialekt.

***

Det ejendommelige ved den forstandige brug af skrift som oplysningstroligt udtryksmiddel er ordets hørelse. Hørelsen for vort liv som menneskelevende samfund i sin eviggode forvandling. Ordet er vort kød og det lærer man ikke at kende via skolegang eller på universitetet, ejheller i henhold til staten. Og da slet ikke, såfremt man får en hel masse logisk lort indenbords fra alle mulige, tilfældige og nødvendige kanter på unødvendig og umulig fjernsynet vis. – De sidste årringers hjerneforskning, neurologisk programmering, videnskabelig tegn-lære og jeg ved fandme snart ikke, hvad I kalder Jer selv igang med Jer selv på universitær-statsborgerlig vis, har ødelagt menneskers liv i det danske samfund. Og det er et faktum. Dermed har de diskurser, de latterlig blinde forskninger, der jo fortsat gør sig gældende al den stund, at deres, ja Jeres, pågældendes, rådne kød formidler lorten ud i samfundet via overførsels-indkomst-kulturen – dermed har I med benævnte diskurser overbelastet de hjertegode, agtro mennesker og almindelige, selvstændige danskere, der ellers troligt arbejder med oplysning, undervisning, integration og helbredelse i livets eget navn. Altså, dermed sagt også omkring vore almindelige næringsdrivende forhold og ikke mindst den forstandig klare oplysning af vort åndskropslige velvære i forbindelse dermed. Den velfærdende livsmåde med sit i lyset af vort.

Almindelig købmandshandel er for eksempel også et oplysningsforetagende, altså, når der med glæde handles og sælges varer i agtelse for kronen. Men hvorfra skulle de selvstændigt handlende få den agtelse fra eller blive bekræftet på deres kærelighed for vort samfunds handel omkring fornødenheder? Fra SKAT? - Hvorfra skulle de høre og indrette sig efter nye livgivende, næringsdrivende, tiltag, når den offentlige sektor og dens ansatte samtidig fastholder sig ved et systematisk, retskrævende foretagende, hvis ånd og sprogbrug ligger før vor tidsregning? Eller med andre ord: Når det ikke er muligt at meddele sig til vort åbenbarne samfund, så gødning kan køres på mødding og korn i lade, til gavn for hele foretagendet? (DANMARKS-bladet).

Er det nødvendigt at gøre brug af fornufts-kategorisk tænkning og tvinge Jer, der lever på overførsels-indkomst, jeg mener ikke det penge-mæssige, men altså det systematisk, retskrævende foretagende, til at adlyde vort oplysende sigte med menneskelivets samfund? Forhør, så fratager jeg Jer al myndighed gennem udelukkelse af de beskidte sindelag: SKRIFTENs. - Skriften er således nu en kategori, der er at betragte som stofmisbrug, svindel, bedrageri, dårlig livsførelse og ganske enkelt en trussel mod samfundet. Tilbage er VIkongens ord i hjertet, vort kød, så nu står det ved magt i klar forstand og I kan intet stille op imod det. Ethvert brev fra traditionel tegn-tekst-og-tal-fikserede virksomheders kantede kød vil nu være at betragte som undertrykkelse af den menneskedanske troskab mod vikongens livsoplysende og livgivende dagsorden med glæden. – Farvel universiteter, akademikere, statsansatte, advokater, bankbørn, børsdrenge, latinske præster, imamer, jødepræster, medicinal-teknologiske læger, journalister, tekno-fascister og især terroristgrupper, for Jeres virksomhed er nu og hermed en alvorlig trussel mod livets egen ånd og hjertegode beståen dermed, på dansk grund.  

Og velkommen vikongelig gamle danske slægt med gods, kropsnær og jordnær, næringsdrivende virksomhed og skolegang med henblik på færdigheder til gavn for vort liv. Ja, velkommen kernesunde skjoldunger af piger og drenge, mænd og kvinder til overtagelse af vort samfunds opstandne og oplysningstrolige ledelse med vore børn. - Brug akademikerne, børsdrengene, bankbørnene, juristerne, medicinal-lægerne, de latinske præster, jødepræster, imamer, tekno-fascisterne og deres afkom som slaviske undermålere de næste tre generationer. Og lad til den ende de gamle, hjertesandselige skriverkarle notere sig, hvem og hvis afkom, der ikke skal op og frem i skoen, jeg mener, ingen ledelsesmæssig indflydelse skal gives på vort forstandigt indrømmende og forsynsgivne livs samfundsforetagende på dansk grund. Herunder lovgivningsvirksomhedens oplysende sigte. Endeligt skal jeg sige, at det aldrig er så slemt, som det måtte lyde – når der altså tages højde for tilblivelsen af det menneskelevende rensningsanlæg, jeg konkret har budt ind med omkring bladet: DANMARK.

Flyt Jer, universitær-statsborgerlige akademikere, socialdemokrater, socialistsvin og hids-op-og-kom-herned-spyt-tapirer og hvad der ellers ligner! – Tjen vikongen eller ! – Og gør, som sagt siges på dansk med JERT for VORT!

- Det var Det -

Huk!

Nkh. JHM